TIDLIG OPDRÆT:
Den ældste opdrætslinie af hjortehunde er nok Chesterhill, etableret af Menzies i begyndelsen af det 19. århundrede.
Andre blev etableret af Morrison of Glenelg, M'niel of Colonsay og Bateson of Combusmere. Den sidst nævnte ejede modellerne til mange af de malerier af Edwin Landseers meget kendte billeder, som anså dem for de fineste eksemplarer af racen, som han havde set. Omstændighederne var igen imod en fortsat succes af hjortehunde og coursing. Hundesygen tog fat og gjorde det af med mange gode hunde.

Hafed, en kendte Scotsk Hjortehund og nedenunder, ukendt af Sir Edwin Landseer

BYTTET:
Hjortehundens naturlige byttedyr er selvfølgelig kronhjorte, men desværre er det for de flestes vedkommende ikke længere muligt for dem at at dyrke denne form for sport. Kronhjorte er ca 130 cm høje ved skulderene og vejer ca 125 kg. De er utrolig hurtige og kraftfulde og Deerhounden må være yderst hurtig og stærk for at kunne overhale dyret og bringe det til standsning.
Ydermere er hjorte udstyret med et effektiv og farligt våben: Det smukke gevir, som de bærer med stilfuld og aristokratisk elegance, er ikke til pynt men er deres beskyttelse mod rivaler og fjender. Mangen en hjortehund er kommet til at mærke på sin krop, hvor effektive disse gevirer kan være!

Portræt af "Kamante".

LURE COURSING:
Et lidt mere “moderne” bytte for hjortehunde er haren. Hjortehunde tåler godt, at coursing med hare kræver en adræthed som de ofte ikke har, men tværtimod kræver at de ikke er så store og stærke og vejer noget af betydning, som er ellers så nødvendig for dem ved jagt med hjorte.
Den coursing underafdeling af The Deerhound Club i Stor Britannien holder nogle få coursing møder hvert år. Disse finder sted oftest i Skotland og East Anglia, hvor harer findes i passende store mængder. Disse møder er meget populære både som den eneste måde, hvorpå man kan få testet hundenes jagtlyst og evner, og som en hyggelig sammenkomst for både ejere og hundene. Hjortehunde er både større og tungere end Greyhounds og Lurchere og derfor egentlig ikke så vel tilpassede kravene ved jagt af dette meget mindre byttedyr. Men de nyder at deltage i jagten.
Det er derfor ingen overraskelse at hjortehunde, som er opdrættet specielt til harejagt, findes væsentlig mindre og lettere end deres mere "udstillings egnede" slægtninge.
Men nogle kenneler er succesfulde i begge lejre. Den mest bemærkelsesværdig af disse er Miss A. Noble's Ardkinglas Kennel med Championvinder (på udstilling) Ch. Ardkinglas Idol, som også vinder godt i coursing stævner.


NUTIDENS KENNELER:
Uden tvivl har de to største kennel'er med indflydelse på racen i dette århundrede været Miss Norah Hartley's "Rotherwood" Kennel og Miss Anastasia Noble's Ardkinglas Kennel. Miss Hartley begyndte med åben sind at finde den race hun ville vælge til sig selv. Hun kunne godt lide store hunde og vil gerne kunne holde i halsbåndet uden at bukke sig ned. Hun ønskede også en race med smukke linier og smidige, aktive bevægelser. Men først og fremmest, ønskede hun en race, som havde et åbent, nemt og kærligt sind, som man kunne stole på. Under ingen omstændigheder må den være mistænksom, nervøs eller aggressiv - og dette måtte hjortehunde ALDRIG være!
En veninde forærede hende en bog om hunde, og hjortehunde blev ved med at dukke op øverst på ønskelisten. Hendes far, som elskede digte og noveller af Sir Walter Scott, sagde, at hvis hun skulle holde hunde og opdrætte dem, så kunne det være dejligt at have nogle, som den hund Scott skrev så meget om. Det var Scott's højt elskede Hjortehund Maida. Hendes far tog hende til Kennelklubben's store hundeudstilling på Alexander Palace i London i 1925, og de kiggede og kunne mægtig godt lide hjortehundene. Siden har hjortehunde været den eneste race i hendes liv. Igennem årene har der været 35 Rotherwood Championer og alle var fra hendes kennel. Paula of Rotherwood, født i 1948, mens hun selv ikke var særlig fremragende, viste sig at være en af de mest konsekvente kvalitets avlstæver. Hun holder stadige rekorden ved at have produceret flere champions end nogen anden tæve, 6 i alt.

Miss Noble købte sin første hjortehundtæve, Nora of Entekerine, i 1930 fra en Miss Bell efter at have set racen ofte sammen med skovfoged'er omkring sit hjem. Alle Ardkinglas hjortehunde stammer fra denne hund. Igennem årene er der kommet 27 British Champions og mange Champion'er i udlandet.
En af de mest succesfulde "mindre" kenneler, som er fra de senere år, er Miss Cecily Cox's Dufault Kennel, som startede i 1961. Herfra er der kommet 10 Champions, hvoraf 7 er fra hendes kennel, som toppede i 1981, hvor der var hele 5 Hjortehunde Champions hjemme hos Dufault.

Foto: Kim Christensen - en hjortehund på stranden i strid modvind!!!

NUTIDEN
Hjortehunde er igen begyndt at være en anelse mere populære.
Folk, som er ny i racen og udstilling af den, må altid huske på det pjuskede, naturelle udseende, som de sikkert blev tiltrukket af i starten. Hjortehunde skal fremvises så naturligt som mulig. De behøver ikke overdreven børstning i ringen, blot en hurtig kam igennem lige før. De skal aldrig hænges op i stram snor som en Whippet. Lad os stræbe efter det dejlige naturlige look som vi elskede ved første blik.
De er mynder og har derfor en mynde's sind. De kan være egenrådige, ulydige og også døve, når det passer dem, men alligevel er det sagt, at de er de mest medgørelige af alle i myndegruppen. De gør ikke altid, hvad man siger, så hvis en ivrig og krybende nem-at-tilfredestille- hund er hvad du foretrækker, køb ikke en hjortehund - eller nogen anden mynde for den sags skyld! De har deres egen mening om tingene, men er glade for at gøre, hvad man beder dem om, hvis de synes, det er sjovt og det ellers passer ind med, hvad de ellers havde tænkt sig! De er meget følsomme, så strenge toner er alt, hvad der behøves, hvis de skal irettesættes. Fysisk straf, som sender din elskede hund styrtende væk med halen mellem benene, er bandlyst. De er længe om at modne, både fysisk og psykisk, så hvalpe skal opdrages med stor omhu.
Hjortehunde er meget vanedannende, så en gang hjortehundfan, altid hjortehundfan! Det er min erfaring, at hjortehunde er meget nemme at holde. De lugter ikke ubehageligt af "hund" og deres højde holder dem fra at blive mudderet når de gå ture. Man skal bare tørre dem af med en fugtig klud på ben og poter efter en tur. Hjortehunde elsker deres mennesker's selskab og er allermest glad for at bo i huset og deltage i alle af familiens daglige aktiviteter! De plejer at være helt til at stole på når de er sammen med andre hunde og specielt med børn i alle aldre. Selv om de ser store ud, bruger de utroligt lidt plads i hus og bil. Det er fantastisk at se hvor små hjørner, de kan klemme sig ind i. Min hjortehund, som hvalp, var meget glad for at sove i min yorkshire terrier's hundeseng og for det meste, lykkedes det!
Jeg håber meget, at du har nydt denne lille indsigt i den fascinerende verden af hjortehunde. Jeg er selv blevet så begejstrede for dem, at jeg er ved at anskaffe min anden hjortehund til min familie.
Teksten af Joan P. Garth, Tyskland, 1994.

TILBAGE TIL START ELLER besøg min næste side
om WHIPPET

Min e-mail: janetfm@mynder.dk