En flyvende afghaner!

Lidt om den afghanske mynde
Tak til Heidi Taymyr Holm for alle fotos på denne side, taget under coursing med Myndeklubben i 2008.

Skrivet af Sanne K. Nielsen til Myndenyt, Myndeklubbens blad.
Sanne har venligst givet mig lov til at bringe nedenstående, og tilføjer flg. den 29. 4. 2009: I haven har vi også en andemor (vildand) der ruger på 12 æg. Det gjorde hun også sidste år, hvor der kom 11 ællinger til verden. Hun bor i en busk. Maurice har set hende, men han gør hende ikke noget....for hun ligger jo helt stille - det synes jeg er ret flot. Naboerne kigger underligt på os, når vi fortæller om andemor.... det kan da ikke lade sig gøre, når man har hunde der løber frit i haven - og da slet ikke en Afghaner! Jo, det kan det! Jeg havde kaniner sammen med Dhesireh og hun snuppede dem ikke - måske fordi de hørte til haven. Og nu andemor...hun hører åbenbart også til.

Den afghanske mynde i dagligdagen

Mit første møde med racen var i 1966.
En aften gik jeg forbi cafe Nick, kiggede op og stod som forstenet - for deroppe i vindueskarmen så jeg et “væsen” som lå og slangede sig, mens han så hov-ski-snov-ski ned på mig. Aldrig havde jeg set noget lignende - et meget smukt syn: En stor, lys Afghanerdreng. Ejeren var en kunstmaler, Mumbo.
Senere fik jeg lov at hilse på “væsenet” - eller snarere var det Afghaneren der bestemte sig for at hilse på mig, stille og roligt, med megen værdighed. Og det er netop een af mange røde tråde i deres psyke - har jeg erfaret efter mere end 27 år med dem.
I 1977 var jeg flyttet til Møn med min 2 årige søn. Havde katte, kaniner og fugle. Pludselig dumpede Dhesireh, 9 mdr. gammel ind i vores liv. Året efter kom Malaika 5 1/2 år, mor til Dhesireh. I 1988 kom Lizia kun 8 uger gammel. 1990 Highci, 8 uger og i 2003 Maurice, knap 3 år. Det der har slået mig, er den store tilpasningsevne og deres intelligens, som de bruger når de har lyst og når de synes det er nødvendig.

De er absolut ikke en kæft, trit og retning hund.
Dhesireh og Malaika var meget dygtige til at spotte hvilke mennesker de syntes var O.K. Hvis de ikke var det, blev de overbegloet på en lettere hoven måde - derefter forsvandt tøserne ovenpå - kom først ned når gæsterne var gået. Lizia var god til at passe på børn. Hun lagde sig konsekvent mellem et spædbarn og kanten af vores sø - selvom det var ubehageligt at ligge lige der. Og hvis hun ville ha’ ost? Var bare stor hvalp, da hun en aften kom spankulerende forsigtigt ind i stuen. Min søn og jeg sad helt stille måbende, for i munden havde hun en stor brødkniv, som hun holdt i spidsen mellem fortænderne. Hun stod der og stirrede meget intenst på mig. Vi undrede os. Men hov, det var jo den kniv jeg altid brugte til ostehapser og ostenatmad. Javel, det skulle altså være ost NU - og det fik hun så. Maurice kan finde på at komme med fodtøj, når det er tid til tur. Han har lige vist mig er nyt nummer: Trykke på mellemrumstasten på keyboardet med næsen - så starter PC'en op! Blev gjort med sjove øjne og en dikken med halen.
Nogle elsker at åbne køleskabe og andre skabe. Så deres intelligens er ret så eminent, humørfyldt og overraskende. Man griber sig selv gang på gang, i at tænke: “Nå, kan de osse det?” Men hvis der er noget de ikke vil - så vil de ikke. Det må man omgå med tålmod.
Dee Jay har vokset fra sin hvalpeseng!

Er meget selvstændig tænkende.
Jagtinstinktet er KÆMPESTORT. Men sådan er vist alle mynder. Alle mine 5 har vist det at jage alt hvad der er i hurtig bevægelse på marken eller i haven. De bliver totalt døve for vores kalden når de er “tændte” - derfor egner de sig ikke til at gå “fri ved fod” ihvertfald ikke steder hvor dyr og biler suser rundt. Som gamle kan de godt være lidt mere lydhøre, har jeg observeret! De har heller ikke glemt hvordan byttet dræbes. Lizia snuppede en vildfaren høne i haven, klemte dens brystkasse med munden, kvalte den simpelthen - og den var hurtigt stendød - uden een blodsdråbe. Se, det var smart - ingen blodlugt til andre rovdyr. Highci var noget mere vild. Hun bed hurtigt hovedet af den og jagtede “den hovedløse høne” haven rundt - og hun morede sig!
Som vagthunde er de eminente. Man behøver ikke at føle sig utryg i selskab med dem. De kan virkelig komme med en knurren og brummen, så andre tror man har en stor bjørn el. lignende boende!!! De vil forsvare dig hvis noget skulle ske. Det har jeg selv oplevet.
Som familiehunde er de utrolig dejlige, meget elskelige, loyale og egentlig meget nemme. Hvis man har tid til at gå, cykle (helst hver dag eller så tit som muligt), bliver de så glade.
Det er vigtigt for dem at bevæge sig (de er lidt nomader) og komme ud at “strække øjne” og læse dagens avis rundt omkring på vejene. De elsker at være i familiens midte - som et fuldgyldigt medlem. De elsker vores sofaer, liggende på ryggen med stængerne i vejret - kan faktisk blive ca. 2 m. lange, når de flader helt ud - eller de vælger kun at fylde som en hovedpude. Har mange skøre måder at sidde/ligge på. Flyde i sengen... er lige dem. At ligge foran en lun brændeovn er bare dejligt - forstå det hvem der kan - med alt deres pels!
De elsker at stjæle, helst mad eller det der ligner osv. - nok et nedarvet gen! Nogle stjæler meget og nogle lidt. De er meget sociale med familien, men kan være temmelig reserverede overfor fremmede, men igen, der kan være stor forskel. De kan være utrolig kærlige - vil ligge i arm og nusses - når de ellers selv vil. Og så synes jeg de alle har en spøjs form for humor. Kan pludselig finde på at lave klovnerier og når de er rolige igen, står hjem og møbler stadig - det er ikke slemme ting de laver, men de morer sig bare kosteligt.
Som hvalpe er de vel som så mange andre. Jeg personligt har ikke dårlige erfaringer. Har ikke fået bidt i ledninger, stole, borde, gulvtæpper osv. men her har også altid været i tonsvis af legesager. Okay - af og til finder de selv lidt opvaskebørster, klude, sokker, papkasser og sådan nogle småting - men det er da ikke så slemt. Jo, forresten, der er eet eller andet med tulipanknopper, de skal altså bides af, første gang de ser dem - men jeg ved ikke om det er alle steder det sker.
Men man skal have høøøjt hegn om have/hundegård, helst så de kan se hvad der sker på den anden side, da de jo er optiske dyr! Mine har aldrig sprunget over eller gravet sig ud; det tilskriver jeg, at de kan følge alt udenfor plus de gå tur næsten hver dag.
Gør de meget? NEJ.
Størstedelen af Afghans er stadig meget stille. Gør kun få vov’er når de synes det er absolut påkrævet. Af mine 5 har kun een gøet mere end normalt, men ej som ældre. Maurice kan gå en hel uge uden at gø - istedet “snakker” han - sommetider får jeg en lille sang - eller han står og hyler som en ulv (hvad de er ret dygtige til) til de omkringboende - der er en enkelt der svarer tilbage, men det lyder nu ikke helt rigtigt - endnu.
Stolthed har de meget af - den må endelig ikke knækkes - for så ødelægger man hele Afghanerens psyke. Opdragelse skal være fast, bestemt, med meget stor kærlighed og tålmod - og masser af belønning.
Faktisk er de dygtige til selv at finde ud af, hvad de kan tillade sig, der hvor de nu er. Jeg har, som sagt, prøvet at få dem i forskellige aldre, fra 8 uger til 5 1/2 år og har ikke haft nødig at opdrage, kun vist dem til rette. Har prøvet hundetræning med Highci - hundeskægt - tror jeg var lidt til grin. “Damen” ville absolut ikke sitte, kun stå og så grinede hun af alle de andre, der sad og frøs om bagdelen. OK, hun gav sig efter et 1/2 år, nok mest fordi underlaget var blevet lunere, da det nu var forsommer.
Nogle mener, at Afghans har en tendens til lidt mere skarphed, end andre mynderacer.
Jeg mener det er en sandhed med modifikationer. Det er nok mere noget med, at de har nok i sig selv og dem derhjemme. De gider simpelthen ikke store flokke. De er mere katteagtige som skrevet står. Det siges også de skulle være racistiske - ikke kan fordrage andre hunderacer. Det holder ikke helt stik. Jeg har kun haft een der ikke kunne lide hunde hun mødte, men hun havde rigeligt i sig selv og den gamle herhjemme. De andre - ingen problemer, men de kan af og til have deres forbehold - og det er da meget normalt blandt levende selvstændige individer.

Pelsplejen er jo et kapitel for sig. Nogle bades oftere end andre. Udstillingshunde oftere selvf. Hvis man ikke er til det (som kan være sjovt) kan man gøre nogenlunde som man lyster.
Men holdes skal de. Pelsen kan filtre og det gør nas. Børsten må bruges, men den slider pelsen når det er tørbørstning. Alternativet er nedklipning. Faktisk er de meget smukke, uden den lange pels, men så kan man ikke bruge dem til væddeløb og coursing, desværre. (Kun til træning.) Det er et hårdt arbejde at holde en Afghaner i fuld pels - især drengene: De letter jo ben tit og ofte og pelsen på bagben og krop, kan meget hurtigt blive temmelig ulækker - så dufter de ikke så godt - og værdigt er det ej heller.
Essensen af alt det foregående:
Afghaneren er en utrolig dejlig familiehund, hvis man forstår og værdsætter dens noget specielle sind,
som er yderst charmerende og overraskende.

Vi er mange der er opdrætterne dybt taknemmelig, for at vi stadig kan opleve den Afghanske mynde, som den var engang for længe siden og at den tilmed er blevet meget blidere - en svær balancegang. Jeg vil ønske for racen at det fortsætter sådan, så fremtidens mennesker også kan glædes ved dem.
Sanne

.

En spøjs udtalelse set på webben!

Jeg har haft Afghanske Mynder i over 30 år! Og de er med garanti ikke dumme, men de er skabt til selvstændigt at løbe deres bytte op og dræbe det. Altså ikke som så mange andre jagthunde, i tæt samarbejde med deres fører. Og jagtinstinktet er ikke "lille" - tværtimod. Og der er ingen vildtarter i Danmark de ikke kan løbe op!
De er ikke på nogen måde behagesyge, altså du skal ikke forvente, de gør noget fordi du beder dem om det, altså heller ikke kommer når du kalder, medmindre du samtidig vifter med en kvart okse, så det virkelig kan betale sig.
Du skal ikke forvente en hund der kommer dig glad logrende i møde! Sommetider løfter den ikke engang blikket når du træder ind af døren!
Den kigger dig direkte i øjnene, er din jævnbyrdige ligemand, logrer ikke dæmpende og finder sig ikke i respektløs behandling.
Opdrager du din Afghaner hårdt, risikerer du en hund du ikke kan stole på.
Den bryder sig kun om børn, så længe den finder dem underholdende, og altid på egne betingelser.
Den elsker dig ikke fordi du ejer den, men kun hvis du fortjener det!!!!
Den lader sig ikke dressere, men kan for egen underholdnings skyld godt vise dig nogle indbringende tricks, men den er fænomenal når det drejer sig om at problemløse i forhold til at opnå den bedste plads i sengen, eller den bedste bøf på bordet.
Til den er 2 år er den en hyperaktiv terrorist, derefter en selvoptaget primadonna!
Derudover skal du sætte 5-6 ugentlige timer af til pelspleje. En fuldpelset Afghaner skal bades, tørres og børstes mindst en gang om ugen.
Hvis der ikke er tid til det, så køb en Saluki, der minder meget om Afghaneren, men er mindre skarp og med meget meget mindre pelspleje.
Marietta F.

TILBAGE TIL START eller til den NÆSTE SIDE om Borzoi